Debians varemærker

Varemærker

Debian forpligter sig til at beskytte og sikre konsekvent anvendelse af dets varemærke, logoer og design, samt desuden gøre det lettere for alle bona fide brugere at anvende. Som en del af denne proces, er Debian i USA registreret som et varemærke tilhørende Software in the Public Interest, Inc., administreret af Debian-projektet. Hvad angår registrering uden for USA, har vi indsendt en ansøgning jf. Madrid-protokollen for at udvide beskyttelsen i EU, Kina og Japan; desuden er Debians varemærke registreret i Brasilien som N. do processo 827045310, men det er udløbet.

Debians varemærke blev registreret første gang den 21. december 1999, men har været i anvendelse siden august 1993. Det er registreret under Nice Class 009: Computer Utility and Operating System Software.

Dette er en oversættelse af det originale engelsksprogede dokument. Benyt originialen for den korrekte ordlyd.

Varemærkeregler

Version: 2.0
Udgivet: 19. januar 2013

Software in the Public Interest, Inc. ejer en række varemærker i form af både ord og bomærker (logoer), herunder produktnavne, slogans, udformninger. Reglerne gælder alle disse varemærker, i form af ord og bomærker, under ét kaldet Debians varemærker. På vores varemærkeside er der en ikke-udtømmende liste over både registrerede og ikke-registrerede (men ellers juridisk anerkendte) varemærker.

Formålet med disse varemærkeregler er:

  1. at opmuntre til udbredt benyttelse og accept af Debians varemærker,
  2. at klarlægge hvordan tredjepart på korrekt vis benytter Debians varemærker,
  3. at forhindre misbrug af Debians varemærker, som kan forvirre eller vildlede brugere hvad angår Debian eller dets tilknyttede projekter.

Bemærk at formålet med disse regler ikke er at begrænse kommercielle aktiviteter i forbindelse med Debian. Vi opfordrer virksomheder til at arbejde på Debian og samtidig overholde disse regler.

Herunder følger retningslinjerne for korrekt anvendelse af Debians varemærker for udgivere og andre tredjeparter. Enhver anvendelse af eller reference til Debians varemærker, som ikke stemmer overens med disse retningslinjer, eller eller anden uautoriseret anvendelse af eller reference til Debians varemærker, eller anvendelse af varemærker som er forvirrende lig Debians varemærker, er ikke tilladt og kan overtræde Debians varemærkerettigheder.

Enhver anvendelse af Debians varemærker på en misvisende eller misinformerende måde, som miskrediterer Debian, så som usand reklame, er aldrig tilladt.

Hvornår man kan anvende Debians varemærker uden at bede om tilladelse

  1. Man kan anvende Debians varemærker til sande, faktuelle udsagn om Debian eller til sandfærdigt at fortælle om kompatibilitet med ens produkt.
  2. Ens tilsigtede anvendelse betragtes som nominativ fair use af Debians varemærker, dvs. blot klarlæggelse af at det er Debian, der omtales i en tekst, uden at antyde sponsering eller fremhævelse.
  3. Man kan anvende Debians varemærker til at beskrive eller reklamere for sine tjensteydelser eller produkter med relation til Debian, på en måde der ikke er vildledende.
  4. Man kan anvende Debians varemærker til at beskrive Debian i artikler, overskrifter eller blogindlæg.
  5. Man kan fremstille t-shirts, desktopbaggrundsbilleder, kasketter eller anden merchandise med Debians varemærker til ikke-kommercielle formål.
  6. Man kan også fremstille merchandise med Debians varemærker til kommercielle formål. I tilfælde af kommercielle formål anbefaler vi, at man på sandfærdig vis fortæller kunderne hvilke dele af salgsprisen, om nogen, der vil blive doneret til Debian-projektet. Se vores donationsside for flere oplysninger om hvordan man donerer til Debian-projektet.

Hvornår man ALDRIG må anvende Debians varemærker uden at bede om tilladelse

  1. Man må ikke anvende Debians varemærker på nogen måde, der antyder en tilknytning til eller fremhævelse af Debian-projektet eller dets fællesskab, hvis det ikke er sandt.
  2. Man må ikke anvende Debians varemærker i en virksomheds eller organisations navn eller som navn på et produkt eller tjenesteydelse.
  3. Man må ikke anvende et navn, der i forvirrende grad ligner Debians varemærker.
  4. Man må ikke anvende Debians varemærker i et domænenavn, med eller uden kommerciel interesse.

Hvordan Debians varemærker anvendes

  1. Anvend Debians varemærker på en måde, som gør det klart at ens projekt er relateret til Debian-projektet, men at det ikke er en del af Debian, ikke fremstilles af Debian-projektet og ikke fremhæves af Debian-projektet.
  2. Anerkend på en prominent placering, at Software in the Public Interest, Inc.'s ejer Debians varemærker.

    Eksempel (på engelsk og dernæst dansk):

    [TRADEMARK] is a (registered, if applicable) trademark owned by Software in the Public Interest, Inc.

    [VAREMÆRKE] er et (registreret, hvis gældende) varemærke ejet af Software in the Public Interest, Inc.

  3. Medtag på websteder og alt relateret trykt materiale en tekst, som oplyser at der hverken er sponsoring, tilknytning (affiliering) eller fremhævelse involveret fra Debians side.

    Eksempel (på engelsk og dernæst på dansk):

    X PROJECT is not affiliated with Debian. Debian is a registered trademark owned by Software in the Public Interest, Inc.

    X-PROJEKTET er ikke tilknyttet Debian. Debian er et registreret varemærke ejet af Software in the Public Interest, Inc.

  4. Adskil Debians varemærker fra den omgivende tekst ved at fremhæve det med kursivering, fed skrift eller understregning.
  5. Anvend Debians varemærker i deres præcise udformning, hverken forkortet eller med bindestreger, og heller ikke kombineret med andre ord.
  6. Dan ikke forkortelser som anvender Debians varemærker.

Anvendelsestilladelse

Hvis man er i tvivl om anvendelse af Debians varemærker, eller ønsker at bede om tilladelse til anvendelse, som ikke tilladt jævnfør disse regler, så send en engelsksproget e-mail til trademark@debian.org med emnet Trademark Use Request; sørg for at medtage følgende oplysninger i selve mailen:

Nyere udgaver af disse regler

Reglerne kan fra tid til anden blive revideret, og opdaterede udgaver vil blive offentliggjort på https://www.debian.org/trademark.

Retningslinjer for anvendelse af bomærker (logoer)

Alle forespørgsler angående disse retningslinjer skal sendes som engelsksproget e-mail til trademark@debian.org.

Organisationer licenseret til at anvende Debians varemærker

Følgende organisationer er gennem en licensaftale blevet licenseret til at anvende Debians varemærker: