Debian-Installer-opbygninger

Cd-opbygninger

Der er forskellige opbygninger af cd-aftrykkene med Debian-Installer, som tjener forskellige formål.

Den vigtigste opbygning er den aktuelle, officielle udgave som pt. er i Debian 6.0. Disse aftryk er statiske og ændrer sig ikke, og der er størst sandsynlighed for at de vil fungere for de fleste brugere. Selvom det stadig er nyttigt at disse aftryk bliver testet, så kender udviklerne de fleste problemer i løbet af et par uger efter en udgivelse. Se fejlsiden for en oversigt over de værste af de kendte problemer.

De næstmest anvendte opbygninger, er de daglige opbygninger. Disse er nyere aftryk som skal testes i håbet om en dag at blive en officiel udgave. De er blot links til en af de to former for aftryk beskrevet nedenfor, hvilken der linkes til afhænger af hvor vi er i udgivelsescyklussen. Installeringsrapporter om disse aftryk er meget værdifulde for os.

sid_d-i-aftrykkene er nye cd-aftryk som fremstilles dagligt. Disse aftryk anvender den version af installeringsprogrammet, som ligger i den ustabile distribution, selvom de stadig installerer distributionen testing. Typisk vil linket til den daglige cd-opbygning pege på disse aftryk.

jessie_d-i-aftrykkene fremstilles også dagligt. De anvender installeringsprogrammets version fra testing, og installerer testing. På udgivelsestidspunktet udvælges et af disse aftryk som det officielle udgivelsesaftryk. Tæt på en udgivelse vil linkene til de daglige cd-aftryk blive ændret til at pege på disse aftryk, så de kan blive testet.

Den ugentlige komplette cd- og dvd-opbygning tager flere dage at opbygge, hvorfor de kun gendannes en gang om ugen. Versionen af installeringsprogrammet på disse medier er forskellig, men det er generelt den version vi ønsker skal testes på det aktuelle tidspunkt.

initrd-opbygninger

Alle andre Debian-Installer-aftryk, herunder netboot, kendes under det fælles navn initrd-aftryk (initrd images). Igen er der flere forskellige opbygninger i anvendelse.

Som med cd-aftrykkene, er den vigtigste initrd-opbygning den aktuelle officielle udgave.

De øvrige mest anvendte initrd-opbygninger er de daglige opbygninger. Disse aftryk opbygges cirka en gang om dagen af nogle af Debian-Installer-udviklerne, typisk på deres egne personlige maskiner. De indeholder altid den seneste version af installeringsprogrammet, fra den ustabile distribution.

Ind i mellem laves der en officiel initrd-opbygning med Debian-Installer, som en del af en udgivelse, af pakken debian-installer. Disse aftryk opbygges på Debians autobuilder-netværk som enhver anden pakke, og befinder sig i undermappen dists/unstable/main/binary-<arch>/current.

Når Debian-Installer udgives, kopieres en af disse officielle opbygninger til undermappen dists/testing/main/binary-<arch>/current.

Statusside for opbygninger

Status på alle de periodisk opbyggede aftryk registreres på statussiden for opbygninger. Siden fortæller ikke om aftrykkene fungerer, men kun hvorvidt de blev opbygget med succes.